Jeg har i min kamp for at 'passe ind' i dét jeg troede var den rigtige måde at være på, fået først en depression  da jeg læste min bachelor, stresssygemelding da jeg arbejde som revisor og efterfølgende depression igen. Jeg skældte mig selv ud og var rigtig hård mod mig selv - hvorfor kunne jeg ikke bare få styr på mig selv og ikke være så følsom.

Jeg har nok altid haft det forhold til mad, at det var sådan lidt forbudt, hvis det vare andet end grøntsager, men under stresssygemeldingen og 2. omgang depression, begyndte jeg at undertrykke mine følelser med mad og begyndte at overspise, hvilket jeg så også kunne slå mig selv oven i hovedet med. Dette var til dels et forsøg på at undertrykke alle de negative følelser (hvis jeg var mere end ekstrem mæt, så kunne jeg ikke mærke andet end det), og til dels et ubevidst forsøg på at mærke og skabe kontakt til min krop. 

Som nævnt har opdagelsen af, at jeg er særlig sensitiv samt at jeg begyndte at passe på mig selv, ændret mit liv. Jeg begyndte at udforske det spirituelle og elskede den ro jeg fandt i den verden. Stille og roligt fandt jeg større og større accept af mig selv og hvilken styrke det kan være at være sensitiv. 

Januar 2020 sprang jeg ud i det og blev selvstændig - helt blottet og sårbar! Det er ekstremt spændende, ekstremt angstprovokerende, fyldt med forventning, frygt, lettelse og lykke. 

For en sådan tilsyneladende akademisk og konservativ pige som mig, der er vokset op i en lille landsby på Sydfun, så er det stadig utroligt sårbart at melde det ud - jeg er særlig sensitiv - og dog føler jeg mig mere tilpas og afslappet og fortrøstningsfuld for fremtiden, end jeg længe har gjort.

Jeg har omfavnet min sensitivitet og følsomhed, min omsorgsfulde og kærlige natur, og jeg vil bruge den til det jeg ikke kan lade være med - at hjælpe andre. 

Jeg har statet denne rejse ind i sensitivitetens vidunderlige verden - vil du også med? :)